Vejledning til betonbordplader PDF Udskriv Email

3 gode grunde til at lave din næste betonbordplade i Formmørtel i stedet for almindelig beton.

Hvorfor lave en bordplade i fiberarmeret Formmørtel i stedet for at bruge almindelig beton?

  1. Vægten! Formmørtel EAC IIIv vejer 1,5kg/mm/m2. mens almindelig beton vejer 2,3kg/mm/m2. Det vil sige at en bordplade som er 1m2 og 1 cm tyk vejer 23kg i beton men kun 15kg i Formmørtel. Almindelige betonbordplader skal helst være minimum 4cm tyk for ikke at slå revner. en bordplade på 1m2, vejer så pludselig 92kg. En tilsvarende bordplade i Formmørtel vil kun veje ca. 23-25kg dels fordi vægtfylden er lavere men især fordi du kan "snyde" of lægge en styropor/flamingoplade ind i midten af bordpladen.
  2. Du kan lave en tynd plade. Afhængigt af hvor stort arealet er kan du lave plader der er helt ned til 1-2cm tyk. Fibrene i pladen sørger for at den hængersammen selv om den er tynd.
  3. Den revner ikke i udsparringerne. Det er altid en risikofyldt affære at lave en udsparing til vask eller kogeplader i en betonbordplade. Almindelige betonbordplader har en tendens til at revne på det smalleste sted. Fibrene i Formmørtelen forhindrer revner i at opstå.

 

Pladen i tal:
Vægt i alt ca. 17kg (en tilsvarende plade støbt i normal beton vil veje ca. 50kg).
Ca. 3 cm høj, 120cm lang og 60cm bred
Arealet er ca. 0,7m2

Materialer:
Ca. 17 kg Gazelle Formmørtel EAC III v.
Vandfaste finerplader.
Slipolie (en billig madlavningssolie er også fin).
Styroporplade (1,5cm tyk).
Spandeske og spartel.
Lidt hvid og grå cement samt betonbinder eller fugemasse i den rigtige farve.
Inden du går i gang med den endelige bordplade, er det en god ide først at lave en række forsøg i mindre skala, så du får en fornemmelse for materialet.

Start med at lave en støbeform af f.eks. glat vandfast støbefiner eller stål. Støbeformens sider skal have den samme højde som siderne på den endelige bordplade. Smør formen med olie.

Bland Formmørtelen efter anvisningen på posen. Mørtelen er stiv, hvis du putter mere vand i for at gøre den nemmere at arbejde med, mister den styrke, og får flere små huller i overfladen på grund af vandbobler.

Læg ca. to tredjedele af mørtelen i formen (min. 1cm), og pres den godt ned imod bunden med en murske. Brug evt. en kagerulle eller rundstok til at rulle formmørtelen flad og jævn.

Læg en Styroporplade (Flamingo) ind i midten af bordet. Pladen skal skæres så der kommer ca. 1 cm fri hele vejen rundt ud til kanten af formen. Pres/vrid Styroporpladen ned i mørtelen, så den hænger godt fast. Fyld kanterne op med Formmørtel og læg minimum 5 mm Formmørtel på til sidst.
Hvis kanten skal være 4cm høj, lægges en 2,5cm høj styroporplade i, ved en 5cm høj kant lægges en 3,5cm høj styroporplade i.

Tip: Inden du lægger det sidste lag formmørtel på, så tjek at der er minimum 0,5cm op til kanten. Læg en træplade ind i formen og tryk ned på styroporen. Hvis styroporpladen ligger skævt kan den stikke op fra det øverste lag Formmørtel.

Træk overfladen over med et lige stykke træ/en metalstang for at få en helt jævn overflade. Træstykket kan f.eks. laves af støbepladen. Man kan sprøjte lidt vand på med en vandforstøver for at få træstykket til at løbe lettere.

Dæk pladen med plastik og lad den hærde minimum to døgn inden den vendes ud af formen. Hvis den kommer for tidligt ud, kan noget af massen hænge fast i pladen, så overfladen bliver ujævn. Mørtelen er først helt afhærdet efter 28 døgn.

Evt. lufthuller i overfladen kan fjernes ved at trække fladen over med en cementmasse lavet af cement, vand og betonbinder. Bordpladen er off-white, så en blanding med 5/6 dele hvid cement og 1/6 grå cement matcher bordpladens farve bedst. Når overfladen er helt tør, kan den evt. slibes forsigtigt med fint sandpapir til sten. Start med korn 80 og afslut med korn 120 - 140.

Lad pladen stå rå som den er, eller mæt den (for udseendets skyld) med flere omgange vandglas, sæbespåner eller et nanooverflademiddel.

Den naturlige farve på Formmørtel EAC IIIv er off-white, men den er nem at indfarve i en anden nuance med oxydfarver.

 

Gazelle Formmørtel EAC IIIv er en fiberarmeret specialmørtel som er både frostsikker og vandafvisende. Den er derfor også perfekt til bordplader der skal bruges udendørs.

Produktinformation: Gazelle Formmørtel EAC IIIv

 

Danteam Gazelle Fiberbeton ApS  -  Frøbjergvej 52, 5560 Aarup  -  Tlf: 66 15 94 45  -  E-mail: info@gazelle-fiberbeton.dk