Figuren i tal:
- Vægt i alt ca. 13kg.
- Ca. 35cm høj, 40cm lang og 40cm bred
Denne figur viser 4 forskellige teknikker:
- Formning af en hul figur.
- Indfarvning med med ædelpuds.
- Efterbehandling med vandglas.
- Dekorering med udendørs maling.
Materialer og redskaber:
Gazelle Formmørtel EAC III v - Til denne figur er der brugt ca. 10kg. Figuren er ca. 2cm tyk.
Gazelle Ædelpuds uden fibre - Ca. 3kg
oxyd farvepulver - Ca. 250 g. grøn
Badebold/gymnastkbold - omkreds 40cm.
3 flamingo kugler - med en omkreds på 8cm
Sandpapir - korn 40-160 (til vådslibning).
Spande - til vand og til at blande i. Brug spande på 20l hvis du blander 10kg materiale af gangen, og en 40l spand hvis du blander en hel sæk op på en gang.
Pensel - til at glatte overfladen med.
Spartel og spandeske
Gummihandsker
Trin for trin vejledning:
Bland Formmørtelen som det står beskrevet på posen. Konsistensen skal være så fast, at du kan forme en kugle af massen. Kuglen skal du kunne kaste fra hånd til hånd uden at den smatter ud eller sidder fast. Samtidig skal den være så smidig at du kan forme den til en høj top uden at den falder sammen, og sidst men ikke mindst skal den være så fugtig at den klæber fast når du presser den mod noget..
1. Brug en badebold eller en stor træningsbold som basis for din skulptur.
1. Dæk overfladen med Formmørtel EAC IIIv i et lag på ca. 1- 1,5cm. Brug evt en ring/dæk eller lignende til at støtte bolden så den ikke triller væk mens du lægger Formmørtel på.
2. Hele figuren skal dækkes samme dag, da bolden på grund af vægten, mister luft til næste dag.
3. Dagen efter lukker du luften ud af bolden og fjerner den.
4.Skallen er nu parat til det videre arbejde.
5. Brug en styroporkugle til hvert øje, og en halv kugle til fødder. Kuglerne dækkes helt med Formmørtel, og sættes fast med mørtel på grundfiguren. Husk at glatte overgangene og tjek at der er mørtel hele vejen rundt i samlingerne.
6. På den tredje dag kan du dække figuren med et lag indfarvet Ædelpuds blandet med Formmørtel EAC III v. Denne teknik bruges hvis du ønsker at slibe overfladen så den bliver helt glat. Alternativt kan du bruge indefarvet Fin Formmørtel og glatte overfladen med vand. Når du bruger Ædelpuds til overfladen skal den blandes halvt om halvt med Formmørtel EAC IIIv. Formmørtelen gør Ædelpudsen mere holdbar og Ædelpudsen gør Formmørtelen pænere og nemmere at slibe i.
7. Der skal et forholdvis tykt lag Ædelpuds blanding på figuren. Dvs. ca. 5mm. Det er vigtigt at laget er lige tykt over det hele og at overfladen er så jævn som muligt. Det kan være en fordel at lægge det på som 2 lag på 2-3mm over to dage i stedet for som et lag på 5mm, da to lag giver et jævnere og mere ensartet slibelag. Lad laget tørre lidt og “klap” det så jævnt og pænt. Du skal ikke bruge vand til glitning, da vand kan få farven til at løbe og blive ujævn.
8. Når Ædelpudslaget er tørt (efter ca. et døgn), kan det slibes og slibes og slibes. Først med korn 40, så 60, 100 og til slut 160, så overfladen bliver helt glat og jævn.
9. Tilslut kan den færdige overflade behandles med 3-4lag vandglas. Vanglasen styrker Ædelpudslaget, gør det vandafvisende og meget stærkere. Du skal blande vandglas med vand i forholdet 1-5. Dyp en svamp i blandingen og giv overfladen vandglas af flere omgange indtil den er mættet.
10. Overskydende vandglas vaskes af til sidst med almindelig vand.
11. Detaljer kan males på figuren med betonbinder blandet med vand og oxyd farve. Følg opskriften på posen med farve. Farve blandet med betonbinder er meget slidstærk og frostsikker, så denne farve kan bruges på udendørs skulpturer.
Figuren er vand og frostsikker og kan stå ude hele året rundt.
Gazelle Formmørtel EAC IIIv er en fiberarmeret modellerbar specialmørtel som er både frostsikker og vandafvisende.
Gazelle Ædelpuds er en dekorationspuds som er meget klæbrig og kan formes i små toppe. Den er derfor fin til et afsluttende lag oven på Gazelle Formmørtler. Levetiden er mellem 5 og 25år afhængigt af hvad den udsættes for. Det forøger levetiden betragteligt hvis den blandes halvt om halvt med Gazelle Formmørtel EAC IIIv. Den primære grund til at bruge Ædelpuds istedet for Fin Formmørtel som afslutning, er at Ædelpuds er nemmere at slibe i, og derfor er meget velegnet hvis man gerne vil have en meget ensartet og glat overflade.
Oxydfarve bruges blandt andet til indfarvning af beton. Der er mange forskellige oxydfarver, men det er ikke alle der egner sig til brug i beton. De oxydfarver vi forhandler er alle testede og godkendt til brug i beton.
Produktinformation: Gazelle Formmørtel EAC IIIv, Gazelle Ædelpuds
Webbutik: Gazelle Formmørtel EAC III, Gazelle Ædelpuds, Oxydfarve